Press "Enter" to skip to content

Charlotte & husstandsvindmølle i haven

Charlotte - 46 år - uddannet kok - gift og har 2 børn - bor på Fyn.

 

Hvordan lever I konkret klimavenligt i hverdagen?

Vi fokuserer en del på klimavenlig adfærd i hverdagen uden at være hysteriske. De fleste ting, man kan gøre, sparer samtidig én selv for penge – så i mine øjne er det hjælp til selvhjælp.

Af de største (og dyreste) tiltag kom indkøb af husstandsvindmølle og jordvarme anlæg i 2011. Når man bor på landet, som vi gør, er der ikke mange andre miljørigtige alternativer, da vi enten kan fyre med olie, naturgas eller træpille fyr. Fjernvarme findes ikke.

I 2010 læste vi i et landbrugsblad om en elektriker, der havde lavet konstellationen vindmølle-jordvarme. Det så smart ud. Vi var trætte af oliefyr og dyr olie (det forurenede også).

Vi tog kontakt til elektrikeren. Han kom og havde en repræsentant fra en vindmølleforhandler med. Det var en underleverandør fra et tysk firma.

Hvad kræver det at få installeret en vindmølle?

At få installeret en vindmølle kræver, at man har 125 meter til sin nabo. Det tog 1/2 år at få tilladelserne (det var firmaet, der tog sig af diverse tilladelser fra kommunen).

Hvad koster det af få en vindmølle?

Møllen kostede 247.000 kr opstillet. Det var alt sammen dyrt (vi betalte også 120.000 kr. til jordvarmen), men vi havde sparet lidt op og lånte resten i banken, der gerne ville støtte energiforbedring med et grønt lån med lav rente.

Hvor meget energi får I fra vindmøllen?

Vindmøllen laver lige knapt 10.000 kw om året.

Huset bruger 4.500 kw og jordvarme pumpen (varme og varmt vand) bruger ligeledes ca 4.500 kw årligt. Så er der kun 1.000 kw tilbage.

Det var naturligvis en stor investering, men det gør så nu, at vi ikke har nogen udgift til energi til huset, da vindmøllen laver strøm nok til at dække varme, varmt brugsvand og vores almindelige strømforbrug.

Min mand arbejder som nattevagt og jeg om dagen – så vores elbil kører relativt langt årligt (35.000 km) og bruger derfor 7.000 kw (bilen kører i snit 5 km på 1 kWh). Derfor køber vi ca 6.000 kw om året desværre.

Vi har overvejet at købe solceller også for at dække det sidste, men skatte og afgiftsregler herhjemme gør det lidt op af bakke at gøre det rentabelt desværre.

Er der andre klimavenlige ting/handlinger I har gjort/gør?

Ja, det er der.

  • I 2013 købte vi elbil. Vi har en ældre stationcar med træk til de få gange vores store hund skal med eller jeg skal flytte heste og dermed køre med trailer. Det kan elbiler desværre ikke klare endnu – medmindre man har råd til en Tesla Model X – og det har vi ikke råd til. Men benzin bilen kører 5.000 km årligt og elbilen 35.000 km – så hovedvægten er lagt på el.
  • Jeg tænker over al form for genbrug. Køber gerne vores tøj i genbrugscentre.
  • Jeg handler så vidt muligt kun, når jeg alligevel er ude at køre.
  • Vi fylder opvaskemaskine og vaskemaskine inden de tændes – og begge kører på eco program.
  • Vi har varmen sat på 19-20 grader og tager varmt tøj på, hvis det bli’r for koldt.
  • Jeg bruger så få engangsartikler som overhovedet muligt – og bruger muleposer, når jeg handler.
  • Vi reparerer alt, hvad repareres kan, hvis det går i stykker.

Tak til Charlotte for mini-interview & for billederne.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mission News Theme by Compete Themes.